Facist eller komiker?

Mikkel Dencker, byrådsmedlem i Hvidovre og medlem af Folketinget og skatte og it-politisk ordfører for Dansk Folkeparti, argumenterer i Hvidovre Avis – http://hvidovre.lokalavisen.dk/article/20091027/ARTIKLER/710279623 – for at der skal indføres en minimumskvote for kommunal servering af svinekød. Logikken er at svinekød er dansk kultur og derfor skal alle tvinges til at indtage (i bogstavlig forstand) en vis andel.

Gad vide om det næste er, at der skal være minimumskvoter for alle for indtagelse af leverpostej, svinehaler, blodpølse, byggrynsvælling, leverfugle, brunkål og gule ærter? Det næste bliver vel i virksomhedskantiner og restauranter.

Det kan meget nemt tolkes som et yderligere og meget tydeligt eksempel på at missionen for DF er at chikanere, dæmonisere, traumatisere, stigmatisere, forfølge, hetze, udstille, marginalisere og tvinge en bestemt befolkningsgruppe. Gad vide hvad parties jødiske venner siger hertil? Og alle partiets dyrevenner, der er vegetarer?

Måske det ingen længe bliver kombineret med regeringens nye ‘lømmelpakke’, så man bliver anholdt, når man som vegetar nægter at spise offentligt serveret kødet (svin eller ej). Og får 40 dage i brummen og en bøde på 6.000 kr.!

Jeg ser frem til at forslaget følges op med maksimumkvoter for indtagelse af McDonalds ‘mad’, cola, kaffe, MTV, amerikanske soap og reality tv-programmer, crocs sko, popcorn, pizza, tobak, amerikansk musik (inkl. country og western og r’n'b), tysk øl og indkøb i 7 Eleven. Dét vil være et rigtig slag for bekæmpelse af invationen af udenlandsk kultur i Danmark.

Mikkel Dencker er desværre ikke bare endnu en af partiets lange liste over landsbytosser (ja, det er han måske også), men både folketingsmedlem med ordførerskab og byrådsmedlem i en dansk kommune.

Eller, måske, har han bare et (meget) skjult talent for stand-up comedy???

Skræmmende eller latterlig?
Både og!!!

Danske demokratiske værdier under hastig afvikling

Det Konservative Folkeparti ønsker at styrke integrationen i Danmark, hvilket så bl.a. skal ske ved at undervise indvandrere og flygtninge i demokratisk medborgerskab. Dette er uden omsvøb rettet mod den muslimske del af befolkningen i al almindelighed og hermed et yderligere skridt imod dæmonisering, marginalisering og stigmatisering af en – i øvrigt uensartet – befolkningsgruppe og dermed yderligere opsplitning af det danske samfund.

Men hvorfor er det nu nødvendigt? Danmark har over tid adopteret en række værdier fra lande, som vi tidligere ikke ønskede at sammenligne os med. Og for både Dansk Folkeparti, og nu også de Konservative, er de åbenbart udtryk for ’danske værdier’ som alle i Danmark skal besidde. Lad mig blot påpege de meste grelle eksempler.

Regeringen vil gøre sig til dommer og bestemme, hvilke klædningsgenstande, borgerne må bære. Politiet kan nægte anholdte – hvis politiet synes – retten til en bisidder, hvilket ellers er en afgørende grundpille i et retssamfund, hvor individet skal sikres mod muligheden for magtovergreb fra myndighedernes side. Regeringen kan gentagne gange fuldstændig ignorere internationale konventioner og instanser som FN og EU og tillige menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International, når disse kritiserer og dokumentere dansk politik eller praksis. Regeringen kan påberåbe sig en ’vi alene vide bedst af alle i hele verden, selvom vi ikke tør undersøge sagerne selv’ holdning. Politiet kan slå først og spørge senere samt bevidst foretage rydninger og anholdelser i ly af natten da det giver mindst ballade.

I mine øjne og øre er ovenstående noget, som indtil for nyligt alene var noget vi forbandt med diktaturer, despotiske regimer og stater, hvor menneskerettigheder er noget der groft tilsidesættes. Historien er fyldt med eksempler herpå. Men også vores samtid er fyldt hermed, fx Sudan, Pakistan, Afghanistan, Irak, Iran og Saudi Arabien.

Så hvorfor er det at flygtninge fra bl.a. disse lande nu skal lære om dansk demokratisk medborgerskab, når de netop er flygtet fra disse værdier?

Og hvorfor er det, at Danmark har påtaget sig en rolle med at indføre demokrati og menneskerettigheder i bl.a. Irak og Afghanistan, når de nyeste danske værdier inden for dette område, kun alt for godt er kendte i disse lande?

Dansk Folkeparti – et udemokratisk parti – igen, igen!

Det er ikke nogen nyhed, at demokratisk valgte politikere ikke altid tager det med deomkratiet så alvorligt. Ja, i nogle tilfælde viser de sig at være direkte anti- eller ikke-demokratiske. Nyere historie er desværre alt for fyldt med sådanne personager. Hitler, V. Putin, Silvio Berlusconi og Alexander Lukashenko er blandt de mest kendte. Men Danmark kan også sagtens være med. Her har vi endda både politikere og et helt parti, som passer ind under denne lidet flatterende karakteristik.

Dansk Folkeparti har vist sig at have adskillige fremtrædende medlemmer, som gang på gang lufter deres manglende demokratiske sindelag. Og det sker ofte med parti-eneherskerinder Pia Kjærsgaards accept.

Senest har nuværende Europaparlamentsmedlem Mogens Camre og kommende Europaparlamentsvalgs spidskandiat Morten Messersmidt udtalt, at EU-parlamentarikere fra Bulgarien og Rumænien skal have mindre indflydelse end andre, da de ikke er så ‘udviklede samfund som Danmark’. Morten Messerschmidt bakker op om Camres tankegang.

Gad vide om det så også betyder, at bestemte områder af Danmark ikke skal have stemmeret til Folketingsvalget. Eller at bestemte borgere ikke skal have stemmeret eller lige adgang til at stemme. Dét kunne da være en interessant tanke, nu hvor Dansk Folkeparti gerne vil fremstå som et anti-elitært parti for den almindelige dansker/for visse grupper af mere eller mindre marginaliserede grupper som førtidspensionister og folkepensionister. Interessant er det også i denne sammenhæng, at medlemmerne af Dansk Folkepartis folketingsgruppe er blandt de mindst uddannede i Folketinget. De burde da så – efter Dansk Folkepartis egen målestok – da så sættes uden for al indflydelse, da de jo derved kan komme til at bestemme over nogle, der er mere udviklet end dem selv!!!

Formanden for Folketinges retsudvalg, Peter Skaarup, har gentagne gange med sin indblanding i igangværende retssager vist sin totale manglende forståelse for hvad magtens tredeling betyder. På trods af, at det er noget af det mest fundamentale i moderne demkratiske samfund, at den lovgivende, udøvende og dømmende magt holdes adskilt.

Gentagne gange har partiet også forsøgt sig – desværre flere gange med held – af fremføre forslag om diskriminerende lovforslag. Af eksempler kan nævnes ønsket om at afskaffe racismeparagraffen, indførelse af starthjælp, introduktionsydelse, 300-timers reglen, kontanthjælpsloftet, 24 års reglen, tilhørskravet, kvoter for ‘indvandrere’ i folkeskolen og i almennyttigt boligbyggeri samt hele partiets bandeudspil, som meget entydigt var rettet mod ‘indvandrerbanderne’.

Glemte jeg at sige, at Dansk Folkeparti er regeringens parlamentariske grundlag på 8. år?

Selektiv yringsfrihed

Dansk Folkeparti markerer sig endnu en gang som et parti fyldt med dobbeltmoral, når det drejer sig om ytringsfrihed. Partiet støtter endnu engang op omkring den nederlandske parlamentariker Wilders i hans bevidste forsøg på at skabe stærke fronter mellem muslimer og ikke-muslimer. På samme måde som Dansk Folkeparti ubetinget støtter Kurt W. og hans Muhammedtegninger. Fordi ytringsfriheden er hellig for partiet. Ikke desto mere er uforståeligt, hvorfor det samme parti offentligt har udtalt, at den tidligere PET-chef, Bonnichsen, skal holde mund, for partiet er trætte af at høre på ham. Men han fører heller ikke samme korstog og simple dogmatik …

Genudgivelse af Martin Hall klassiker – med bonus live-optagelse fra 1983

Mandag den 2. februar udkommer “Apparently All The Same” med Under For. Der er tale om en genudgivelse i den forstand, at de 6 første numre oprindeligt blev udgivet på vinyl af Dansk Sam tilbage i 1984. Der er således tale om en slags 25 års jubilæum for pladen, som allerede ved sin udgivelse gav genlyd i både ind- og udland. Konstellationen ‘Under For’ var på mange måder en videreførelse af Ballet Mecanique, som Martin Halls band først i 80′erne hed. det gælder musikalsk, utryksmæssigt eller medlemsmæssigt. “Apparently All The Same” brød i 1984 med alle konventioner inden for rockmusikken. LP’en indeholder kun 6 numre, som tilgengæld alle er mellem 5 og 7½ minutter lange. Musikken – og sangen – er gennem hele albummet på én gang både klaustrofobisk, monumental, støjende, smuk, infernalsk, storladen, indadvent, eksperimenterende og udfordrende for lytteren. Instrumentelt bestod pladen primært af massive trommer, messende vokaler, guitar, violin og forskellige lops. Ingen i Danmark havde på daværende tidspunkt hørt noget lignende – og pladen er endnu ikke blevet overgået i hverken sit eksperimenterende fokus, sin konsekvens eller sin massive udfordring af lytteren. Og vil næppe nogensinde blive det!

Udover et par efterfølgende 12″ singler, udgave Under For kun denne ene LP.

Mange Martin Hall fans har i årevis sukket efter en cd-udgave af “Apparently All The Same”, som af mange betragtes som ét af Martin Halls mesterværker. Nu foreligger den så.

Det er svært at fremhæve et nummer på bekostning af andre. Albummet er tænkt – og virker bedst – som en helhed.

I den remasterede udgave og med 8 bonus numre – en liveoptagelse fra en af bandets få koncerter – her i det da helt nye Musikhus i Århus. Kun et enkelt nummer – An Ending – har tidligere været udgivet før (som b-side til på 12″-eren Free Force Stucture).

De 8 bonusnumre viser med al tydelighed bandets forkærlighed til og behov for at udfordre sig selv, instrumenterne, lyden, de musikalske rammer, rummet og publikum Lyden er ikke den bedste, men musikken er så malende og massiv, at det er lige før, at man føler man selv er med til koncerten. Især nummeret “The Third Room” viser bandets essens i løbet af knap 2½ minut med en elektrisk violin i centrum af det klaustrofobiske lydbillede.

Den eneste anke til dette mestermærk er, at cd-udgaven ikke indeholder en gengivelse af det originale albumcover.

Og så udgiver Martin Hall i øvrigt 2 andre cd’er den 2. februar: en genudgivelse af 1989-albummet “Random Hold” (også i en remasterede special  edition udgave med bonusnumre) og den helt nye Hospitals Cafeterias, hvor Martin Hall optræder med lang række kunstnere inden for forskellige genre, bl.a. Else Marie Pade (dansk elektronmusiks grand old lady), Knud Odde (billedkunstner og musiker i hedengangne Sort Sol), Marquis Marcel de Sade (pianist og flanør), Andrea Pellegrini (mezzo-sopran), Christian Skeel (musiker, arrangør og billedkunstner), Miss Fish (queer-performer og sanger), og The Vista Dome Ensemble (kammerorkester).

Fogh – Danmarks største vendekåbe?

Anders Fogh Rasmussen har de sidste 8 år blindt og ukritisk fulgt George W. Bush og dennes politik. Den danske statsminister har været så trofast over for Bush Jr., at han har opnået den “ære” at komme på adskillige besøg hos den amerikanske præsident, herunder under mere private former. Den ukristiske vej har især været gældende i forhold til krigen i Irak, hvor AFR blindt kopierede den amerikanske begrundelse for at invadere Irak. En begrundelse som senere viste sig ikke at holde stik. Et andet eksempel er den manglende kritik af forholdene på Guantanamo og det gælder USAs anvendelse af dansk luftrum til ulovlige fangetransporter. Her har AFR konsekvent nægtet at kritisere USA eller stille reelle krav til amerikanerne om at overholde dansk og international lovgivning på området. Senest har AFR hyldet Barack Obama – trods Venstres og Konservatives uformelle støtte til McCain under den amerikanske valgkamp. Det kan man da kalde opportunisme der vil noget. En vendekåbe, eller bare et forsøg på at sikre fremtidige (internationale) jobmuligheder?

Bedste udenlandske cd-udgivelser i 2008

2009 var – for mig – præget af en række udenlandske kunstnere, som udgav ret interessante plader – for fleres vedkomne efter flere år med mindre interessante udgivelser.

1. Cavalera Conspiracy – Inflikted

Mest ventet var brødrene Cavaleras første samspil og udspil siden de brød mange års tæt samarbejde i brasilianske Sepultura helt tilbage til 1990’erne. Lillebror og trommeslager Iggor (tidligere Igor) fortsatte i Sepultura, mens storebror, guitarist, komponist og sanger, Max, udover at danne bandet Soulfly også har været at finde i mange forskellige musikalske sammenhænge – bl.a. samarbejdet med finske Apocalyptica.

Nå, men tilbage udgivelsen ”Inflikted”, som udkom på Roadrunner, et af de førende metallabels gennem mere end de sidste 20 år. Inflikted er alt det, som gjorde Sepultura til et af de bedste metalbands op gennem 1990’erne: smash-in-your-head metal med stærke samfundskritiske tekster garneret med Max’ karakteristiske vokal. Samtidig forstå de to brødre at variere både mellem de enkelte skæringer, men også inden for de enkelte numre. Der er ingen overflødige numre på albummet. Skal der fremhæves nogen enkelte, må det blive titelnummeret, Inflikted, Terrorize, og slutningen ”Must kill”. Eneste malurt i bægeret er, at det ville have klædt albummet, at det i større omfang havde vist, hvor Iggor er en af sin generations bedste trommeslagere og en af de mest originale på metalscenen. Det sidste ved bl.a. at være inspireret af nogle af de indfødte brasilianeres oprindelige rytmeforståelse. Alt i alt: Kan STÆRKT anbefales.

2. The Young Gods – Knock on wood (findes I en udgave indeholdende en dvd med videooptagelser)

Den største positive udenlandske overraskelse på cd I 2009 er uden tvivl “Knock on wood”. Jeg bryder mig normalt ikke om akustiske albums fra rockbands. Og Young Gods har gennem hele karrieren været meget langt fra et akustisk udtryk. Schweiziske The Young Gods vendte stærkt tilbage i 2007 med albummet Super Ready som bragte bandet tilbage til musikopfattelsen fra 1990’erne med blanding af elektronik, energi og amerikansk rockdrømme i en moderne udgave. På ”Knock on wood” formår The Young Gods gennem 11 numre – dækkende det meste af bandets over 20-årige karriere – at give alle numrene nyt liv, samtidig med at den originale energi og nerve er fastholdt. Udover egne numre prøver bandet også kræfter med ”Speak Low” af Kurt Weill og ”Ghost Rider” oprindeligt indspillet af amerikanske Suicide. Eneste minus: Bandet kommer (ind til videre) ikke forbi Danmark på deres turne.

3. Portishead – Third

Engelske Portishead vender efter 11 år tilbage med et brag af et album. Bristol-scenen og trip-hoppen, som bandet udsprang af i midten af 1990’erne, lever i dag et meget stille liv – hvis den da ikke helt er død. Men Third virker hverken dødt eller forældet. Albummet er umiskendeligt Portishead, men er generelt mere dystert en debuten Dummy og efterfølgeren Portishead – begge fra midt-slut-90’erne. Portishead er først og fremmest stemning skabt gennem et unikt lydbillede kombineret med en herlig særlig stemme hos Beth Gibbons. Håber der kommer mere fra denne herlige britiske gruppe.

4. Einstürzende Neubauten – The Jewels

Tyske Einstürzende Neubauten begyndte at revolutionere musikverdenen i 1980 med deres kombination af punk, industrial, avantgarde, storby og eksperimenter på ALT hvad der kan komme en rytme eller lyd ud af: boremaskine, dieselmotor, alle former for metalstykker, affald, cellofan, nedløbsrør og meget meget mere. Det er gennem årene blevet til en række meget – forskellige – plader, altid med en høj grad af integritet, originalitet og et uhyggeligt bundniveau. Bandet har altid haft en uhyggelig dedikeret fanbase, som har fulgt E.N. i tykt og tyndt. Dette har bandet kvitteret ved mange koncerter over det meste af jorden, herunder adskillelige gange i både Århus og København, muligheden for – lige efter koncertafslutning – at kunne købe aftenens koncert på en live-cd. Helt nybrændt fra egen medbragt mobil cd-fabrik. Ligeledes har bandet gennem nogle år haft en særlig fan-version af bandets hjemmeside, hvor det har været muligt at høre og se særlige koncerter, øvere, indspilninger o.s.v. En del af disse musiknumre – som ikke er udgivet andre steder – går under Jewels. I 2008 udgav bandet en samling af 15 ”jewels” på en særlig cd, som blev solgt på ved bandets koncerter. Et album fysisk udformet som en bog, og indeholdende illustrativ og informativ booklet og bonus i form af 40 minutters video. Et album for de dedicerede fans, men værd af få fat på, da det viser endnu flere sider af dette helt unikke band.

5. Nick Cave & The Bad Seeds – Dig!!!, Lazarus, Dig!!!

Efter en række mere afdæmpede albums vendte Nick Cave i 2008 tilbage med et beskidt album. Rart at høre, at Nick Cave & Co. stadig musikalsk kan sparke røv!!! På den tekstlige side holder hr. Cave en (som altid) uhyggelig høj standard, og som sædvanlig er det ikke noget for små børn og andre sarte sjæle.

Pia K.’s hykleri om ytringsfrihed

Endnu en gang udstiller Pia Kjærsgaard Dansk Folkepartis hykleri om ytringsfrihed.
Som kommentar til Anders Foghs nytårstale, udtaler Pia K. på TV-2 NEWS, at ytringsfriheden er ukrænkelig. Men naturligvis kun hvis man er enig i Dansk Folkepartis automatiske hånende, nedladende og dæmoniserende holdning til alt, hvad der er – eller kan opfattes, eller misfortolkes som – islamisk eller muslimsk (ligegyldigt for Dansk Folkeparti, selvom der er himmelvid forskel mellem de to begreber).

Ytringsfrihed har fx den tidligere chefkriminalinspektør og operative chef i Politiets Efterretningstjeneste, Hans Jørgen Bonnichsen (HJB), ikke ifølge Pia Kjærsgaard (Pia ugebrev, 17. november 2008). HJB’s brøde er, at han har udtalt sig kritisk om ”Tuneserloven” og den magt PET har i forbindelse med administrative udvisninger og ikke mindst det retsgrundlag (eller mangel på samme) som administrationen heraf hviler på. Ikke ligefrem vand på Pias mølle!

Som Pia direkte skriver: ”Jeg kan ligeså godt tale rent ud af posen: Dansk Folkeparti er ved at få nok af Hans Jørgen Bonnichsen”. Men her er der jo også tale om en kritik af, at Danmark efterhånden – først og fremmest takket været Dansk Folkeparti – ser meget stort på de grundlæggende demokratiske principper om magtens 3-deling. Politiet har – takket været ”Terrorloven” både en dømmende og udøvende beføjelse uden for kontrol af 2. eller 3. part. Og Dansk Folkeparti – især Peter Skaarup maniske trang til – som formand for Folketingets Retsudvalg – til at skulle kommenterer, vurdere og anbefale ændringer i forbindelse med ikke-afsluttede retssager er alenlang og yderst skadelig for demokratiet i Danmark.

Ytringsfrihed er heller ikke noget – hvis Dansk Folkeparti får magt, som de har agt – er noget en gruppe tidligere danske diplomater kan påberåbe sig. De har nemlig udtalt sig kritisk om den danske politik i forhold til Irak. Her har Dansk Folkeparti – i form af Søren Espersen – udtalt, at de ikke ønsker sig deres indblanding.

Årets danske cd-udgivelser

Her er min helt personlige årets liste over dansk musikudgivelser:

1: Aarhus Teater: Nick Cave Teaterkoncert
Århus Teater viste i 2007, at det er muligt at oversætte en af de største rocklyrikere til dansk og samtidig gøre det til en fængende, sammenhængende og ualmindelig rå teaterforestilling. Fortjent fik teatret Reumert-prisen herfor. I 2008 blev stykket sat op igen på Århus Teater, og først i 2009 spilles stykket på Edison i København. Heldigvis har teatret udgivet en cd med 11 af numrene fra forestillingen (indeholder i alt 16 Nick Cave numre). Med fortolkninger af bl.a. The Mercy Seat; Papa Won’t Leave You, Henry; Loverman; Thirsty Dog; Fifteen Feet Of Pure White Snow.

2: Peter Sommer: Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene
Aldrig før har Peter Sommer været så bidsk tekstligt såvel som musikalsk. Og det klæ´r i den grad hr. Sommer. Derfor skal Peter Sommer – for første gang – med på min personlige hitliste over årets bedste udgivelser.

3: Natasja: Shooting star
Vi mistede Natasja alt alt for tidligt. Heldigvis nåede hun at indspille så meget, at det i 2008 var muligt, at udsende det engelsksprogede album ”Shooting Star”. Musikalsk minder de meget om ”Gi’ mig Danmark tilbage”. Personligt holder jeg mest af det første, men Shooting Star indeholder så mange kvaliteter, at det naturligvis skal med. R.I.P.

4: Martin Hall: Catalyst (singles 1982-2008)
Principielt bør en opsamlingsplade ikke komme med på en årets liste. men ingen regel uden undtagelse, og denne gang er det Martin Hall. Hovedparten af numrene er med på 2007-udgivelsen Catalogue. Dog er Ballet Mecaniques 1. udgivelse – Intellectual Self-Mutilation – og en spritny indspilning med Marybell Katastrophy (Delirious) med på cd for første gang. De i alt 20 numre giver et rimeligt dækkende billede af Halls produktion lige fra førnævnte B.M. over Under For til Martin Halls solo og samarbejdsprojekter i 1980’erne, 90’erne og i det nye årtusinde. Kan varmt anbefales både nye lyttere og inkarnerede fans.

5: Volbeat: Guitar Gangsters and Cadillac Blood
3. udspil fra Volbeat fortsætter de gode takter fra succesen Rock The Rebel/Metal The Devil. Det vil sige massiv guitar, fængende melodier og en lyst til at eksperimentere med metalgenren. Dette er ikke en Rock The Rebel/Metal The Devil part 2, men en naturlig og god udvikling for bandet. Jeg ser frem til, hvad bandet vil byde på i 2009.

Hello world!

Welcome to WordPress.com. This is your first post. Edit or delete it and start blogging!