Det lykkes ikke for alverdens politiske ledere og topembedsmænd at komme frem til en tilnærmelsesvis bindende og ambitiøs aftale om reduktion i den samlede CO2 udledning. Et eklatant eksempel på katastrofal manglende politisk lederskab, men måske ikke så overraskende, fordi reduktion i CO2 i den krævede størrelsesorden umuligt kan holdes adskilt fra (sprængfarlige) spørgsmål som global udvikling, ressourceforbrug, eksisterende politiske og sociale systemer, fordeling (eller mangel på samme) af klodens ressourcer, u-landendes gæld, selvsammes fattigdom, i-landenes (over)forbrugssamfund og hvordan det er vi nationalt og globalt definerer velfærd.

Altså en stor fiasko for alverdens ledere, men bestemt også for den danske vært og det danske formandsskab.

COP15 har dog haft en lang række resultater, her kan i flæng nævnes:

1 – Verden ser ikke (længere) på Danmark som et et ufejlbarligt mønstersamfund. Verdenspressen har fortalt om organisatorisk koks, hårdhændede politimetoder og diplomatiske fodfejl fra dansk side i forbindelse med COP15.

2 – Det står nu klart, at interkulturel forståelse og uddannelse i realpolitisk diplomatisk tænkning bør stå på første side i grønspættebogen for danske stats- og fagministre.

3 – 622 mio. kr. ekstra til politiet i forbindelse med afholdelse af COP15.

4 – (succesfuld) Italesættelse fra VKO’s + politiets side af, at den grundlovssikrede ret til forsamling og ytrinsgfrihed er lig med ‘optøjer’, ‘lømler’ og ‘professionelle ballademager’, hvormed indskrænkningerne i frihedsrettighederne bliver accepteret i store dele af befolkningen.

5 – Voldsom kritik fra blandt andre landsretsdommerne, Landsforeningen af Forsvarsadvokater, Kriminalforsorgsforeningen, Dommerforeningen, Institut for Menneskerettigheder og fagbevægelsen for vedtagelsen af indskrænkningen af de grundlovssikrede frihedsrettigheder. Som også gælder efter COP 15.

6 – Politiet kan administrativt frihedsberøve i op til 12 timer – uden mistanke, uden sigtelse. Og denne ændring gælder også efter COP15.

7 – Op til 40 dages fængsel for civil ulydighed som fx en passiv sit-down aktion. Og denne ændring gælder også efter COP15.

8 – Op til 40 dages fængsel for at befinde sit i et område, uden at deltage aktivt, hvor der fx er sit-down aktion. Og denne ændring gælder også efter COP15.

9 – Tydeliggørelse af at Brian Mikkelsen mener, at erhvervet som justitsminister er lig med ‘politiminister’ og ikke minister for sikring af befolkningens – og landets gæster – fundamentale rettigheder, som de bl.a. er angivet i Grundloven.

10 – Endnu eksempel på at selvsamme Brian Mikkelsen regerer ved hjælp af løgne, fortielser og fordrejninger. Senest da han postulerede at der ved lørdagens demonstration var blevet kastet bomber mod politiet. Hvilket der på ingen måde blev!

11 – Et massivt antal (4-cifret) administrativt og helt tilfældigt tilbageholdte, hvoraf kun en meget lille procentdel (nærmere promille) efterfølgende er blevet sigtet. Ud af de 968 tilbageholdte (præventive anholdelser) fra demonstrationen den 12. december, er der blev rejst 6 – seks! – sigtelser. Ingen andre steder i hverken det private eller offentlige, vil en så stor fejlmargen på nogen måde blive accepteret!!!

12 – Et politi som har taget godt for sig af retterne i form af tilfældige anholdelser for blot at være tilstede, anholdelser af talsmænd, som åbent er stået frem, massivt brug af knipler og peberspray.

13 – Et politi som konsekvent nægter at være bare en lille smule selvransagende – ‘alt er gået som det skulle’ er politiets standardsvar. Total selvtilstrækkelighed hos en magthaver (lovgivende såvel som udøvende) er altid et sikkert tegn på at demokratiet ikke har det helt som det burde have det!

14 – Den danske regering gjorde total knæfald for Kina ved modsætte sig kravet om Tibets selvstændighed og dermed støtte den kinesiske Tibetpolitik og ét-kina-politik.

15 – Synliggørelse over for hele verden, at statsoverhoveder ikke nødvendigvis er det samme som statsmænd!!!

16 – Et snarligt farvel til østaterne Maldiverne, Tuvalu og Kiribati som følge af de kommende årtiers globale vandstigninger.

Gad vide om det næste er, at der skal være minimumskvoter for alle for indtagelse af leverpostej, svinehaler, blodpølse, byggrynsvælling, leverfugle, brunkål og gule ærter? Det næste bliver vel i virksomhedskantiner og restauranter.

Det kan meget nemt tolkes som et yderligere og meget tydeligt eksempel på at missionen for DF er at chikanere, dæmonisere, traumatisere, stigmatisere, forfølge, hetze, udstille, marginalisere og tvinge en bestemt befolkningsgruppe. Gad vide hvad parties jødiske venner siger hertil? Og alle partiets dyrevenner, der er vegetarer?

Måske det ingen længe bliver kombineret med regeringens nye ‘lømmelpakke’, så man bliver anholdt, når man som vegetar nægter at spise offentligt serveret kødet (svin eller ej). Og får 40 dage i brummen og en bøde på 6.000 kr.!

Jeg ser frem til at forslaget følges op med maksimumkvoter for indtagelse af McDonalds ‘mad’, cola, kaffe, MTV, amerikanske soap og reality tv-programmer, crocs sko, popcorn, pizza, tobak, amerikansk musik (inkl. country og western og r’n'b), tysk øl og indkøb i 7 Eleven. Dét vil være et rigtig slag for bekæmpelse af invationen af udenlandsk kultur i Danmark.

Mikkel Dencker er desværre ikke bare endnu en af partiets lange liste over landsbytosser (ja, det er han måske også), men både folketingsmedlem med ordførerskab og byrådsmedlem i en dansk kommune.

Eller, måske, har han bare et (meget) skjult talent for stand-up comedy???

Skræmmende eller latterlig?
Både og!!!

Men hvorfor er det nu nødvendigt? Danmark har over tid adopteret en række værdier fra lande, som vi tidligere ikke ønskede at sammenligne os med. Og for både Dansk Folkeparti, og nu også de Konservative, er de åbenbart udtryk for ’danske værdier’ som alle i Danmark skal besidde. Lad mig blot påpege de meste grelle eksempler.

Regeringen vil gøre sig til dommer og bestemme, hvilke klædningsgenstande, borgerne må bære. Politiet kan nægte anholdte – hvis politiet synes – retten til en bisidder, hvilket ellers er en afgørende grundpille i et retssamfund, hvor individet skal sikres mod muligheden for magtovergreb fra myndighedernes side. Regeringen kan gentagne gange fuldstændig ignorere internationale konventioner og instanser som FN og EU og tillige menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International, når disse kritiserer og dokumentere dansk politik eller praksis. Regeringen kan påberåbe sig en ’vi alene vide bedst af alle i hele verden, selvom vi ikke tør undersøge sagerne selv’ holdning. Politiet kan slå først og spørge senere samt bevidst foretage rydninger og anholdelser i ly af natten da det giver mindst ballade.

I mine øjne og øre er ovenstående noget, som indtil for nyligt alene var noget vi forbandt med diktaturer, despotiske regimer og stater, hvor menneskerettigheder er noget der groft tilsidesættes. Historien er fyldt med eksempler herpå. Men også vores samtid er fyldt hermed, fx Sudan, Pakistan, Afghanistan, Irak, Iran og Saudi Arabien.

Så hvorfor er det at flygtninge fra bl.a. disse lande nu skal lære om dansk demokratisk medborgerskab, når de netop er flygtet fra disse værdier?

Og hvorfor er det, at Danmark har påtaget sig en rolle med at indføre demokrati og menneskerettigheder i bl.a. Irak og Afghanistan, når de nyeste danske værdier inden for dette område, kun alt for godt er kendte i disse lande?

Dansk Folkeparti har vist sig at have adskillige fremtrædende medlemmer, som gang på gang lufter deres manglende demokratiske sindelag. Og det sker ofte med parti-eneherskerinder Pia Kjærsgaards accept.

Senest har nuværende Europaparlamentsmedlem Mogens Camre og kommende Europaparlamentsvalgs spidskandiat Morten Messersmidt udtalt, at EU-parlamentarikere fra Bulgarien og Rumænien skal have mindre indflydelse end andre, da de ikke er så ‘udviklede samfund som Danmark’. Morten Messerschmidt bakker op om Camres tankegang.

Gad vide om det så også betyder, at bestemte områder af Danmark ikke skal have stemmeret til Folketingsvalget. Eller at bestemte borgere ikke skal have stemmeret eller lige adgang til at stemme. Dét kunne da være en interessant tanke, nu hvor Dansk Folkeparti gerne vil fremstå som et anti-elitært parti for den almindelige dansker/for visse grupper af mere eller mindre marginaliserede grupper som førtidspensionister og folkepensionister. Interessant er det også i denne sammenhæng, at medlemmerne af Dansk Folkepartis folketingsgruppe er blandt de mindst uddannede i Folketinget. De burde da så – efter Dansk Folkepartis egen målestok – da så sættes uden for al indflydelse, da de jo derved kan komme til at bestemme over nogle, der er mere udviklet end dem selv!!!

Formanden for Folketinges retsudvalg, Peter Skaarup, har gentagne gange med sin indblanding i igangværende retssager vist sin totale manglende forståelse for hvad magtens tredeling betyder. På trods af, at det er noget af det mest fundamentale i moderne demkratiske samfund, at den lovgivende, udøvende og dømmende magt holdes adskilt.

Gentagne gange har partiet også forsøgt sig – desværre flere gange med held – af fremføre forslag om diskriminerende lovforslag. Af eksempler kan nævnes ønsket om at afskaffe racismeparagraffen, indførelse af starthjælp, introduktionsydelse, 300-timers reglen, kontanthjælpsloftet, 24 års reglen, tilhørskravet, kvoter for ‘indvandrere’ i folkeskolen og i almennyttigt boligbyggeri samt hele partiets bandeudspil, som meget entydigt var rettet mod ‘indvandrerbanderne’.

Glemte jeg at sige, at Dansk Folkeparti er regeringens parlamentariske grundlag på 8. år?

Udover et par efterfølgende 12″ singler, udgave Under For kun denne ene LP.

Mange Martin Hall fans har i årevis sukket efter en cd-udgave af “Apparently All The Same”, som af mange betragtes som ét af Martin Halls mesterværker. Nu foreligger den så.

Det er svært at fremhæve et nummer på bekostning af andre. Albummet er tænkt – og virker bedst – som en helhed.

I den remasterede udgave og med 8 bonus numre – en liveoptagelse fra en af bandets få koncerter – her i det da helt nye Musikhus i Århus. Kun et enkelt nummer – An Ending – har tidligere været udgivet før (som b-side til på 12″-eren Free Force Stucture).

De 8 bonusnumre viser med al tydelighed bandets forkærlighed til og behov for at udfordre sig selv, instrumenterne, lyden, de musikalske rammer, rummet og publikum Lyden er ikke den bedste, men musikken er så malende og massiv, at det er lige før, at man føler man selv er med til koncerten. Især nummeret “The Third Room” viser bandets essens i løbet af knap 2½ minut med en elektrisk violin i centrum af det klaustrofobiske lydbillede.

Den eneste anke til dette mestermærk er, at cd-udgaven ikke indeholder en gengivelse af det originale albumcover.

Og så udgiver Martin Hall i øvrigt 2 andre cd’er den 2. februar: en genudgivelse af 1989-albummet “Random Hold” (også i en remasterede special  edition udgave med bonusnumre) og den helt nye Hospitals Cafeterias, hvor Martin Hall optræder med lang række kunstnere inden for forskellige genre, bl.a. Else Marie Pade (dansk elektronmusiks grand old lady), Knud Odde (billedkunstner og musiker i hedengangne Sort Sol), Marquis Marcel de Sade (pianist og flanør), Andrea Pellegrini (mezzo-sopran), Christian Skeel (musiker, arrangør og billedkunstner), Miss Fish (queer-performer og sanger), og The Vista Dome Ensemble (kammerorkester).

1. Cavalera Conspiracy – Inflikted

Mest ventet var brødrene Cavaleras første samspil og udspil siden de brød mange års tæt samarbejde i brasilianske Sepultura helt tilbage til 1990’erne. Lillebror og trommeslager Iggor (tidligere Igor) fortsatte i Sepultura, mens storebror, guitarist, komponist og sanger, Max, udover at danne bandet Soulfly også har været at finde i mange forskellige musikalske sammenhænge – bl.a. samarbejdet med finske Apocalyptica.

Nå, men tilbage udgivelsen ”Inflikted”, som udkom på Roadrunner, et af de førende metallabels gennem mere end de sidste 20 år. Inflikted er alt det, som gjorde Sepultura til et af de bedste metalbands op gennem 1990’erne: smash-in-your-head metal med stærke samfundskritiske tekster garneret med Max’ karakteristiske vokal. Samtidig forstå de to brødre at variere både mellem de enkelte skæringer, men også inden for de enkelte numre. Der er ingen overflødige numre på albummet. Skal der fremhæves nogen enkelte, må det blive titelnummeret, Inflikted, Terrorize, og slutningen ”Must kill”. Eneste malurt i bægeret er, at det ville have klædt albummet, at det i større omfang havde vist, hvor Iggor er en af sin generations bedste trommeslagere og en af de mest originale på metalscenen. Det sidste ved bl.a. at være inspireret af nogle af de indfødte brasilianeres oprindelige rytmeforståelse. Alt i alt: Kan STÆRKT anbefales.

2. The Young Gods – Knock on wood (findes I en udgave indeholdende en dvd med videooptagelser)

Den største positive udenlandske overraskelse på cd I 2009 er uden tvivl “Knock on wood”. Jeg bryder mig normalt ikke om akustiske albums fra rockbands. Og Young Gods har gennem hele karrieren været meget langt fra et akustisk udtryk. Schweiziske The Young Gods vendte stærkt tilbage i 2007 med albummet Super Ready som bragte bandet tilbage til musikopfattelsen fra 1990’erne med blanding af elektronik, energi og amerikansk rockdrømme i en moderne udgave. På ”Knock on wood” formår The Young Gods gennem 11 numre – dækkende det meste af bandets over 20-årige karriere – at give alle numrene nyt liv, samtidig med at den originale energi og nerve er fastholdt. Udover egne numre prøver bandet også kræfter med ”Speak Low” af Kurt Weill og ”Ghost Rider” oprindeligt indspillet af amerikanske Suicide. Eneste minus: Bandet kommer (ind til videre) ikke forbi Danmark på deres turne.

3. Portishead – Third

Engelske Portishead vender efter 11 år tilbage med et brag af et album. Bristol-scenen og trip-hoppen, som bandet udsprang af i midten af 1990’erne, lever i dag et meget stille liv – hvis den da ikke helt er død. Men Third virker hverken dødt eller forældet. Albummet er umiskendeligt Portishead, men er generelt mere dystert en debuten Dummy og efterfølgeren Portishead – begge fra midt-slut-90’erne. Portishead er først og fremmest stemning skabt gennem et unikt lydbillede kombineret med en herlig særlig stemme hos Beth Gibbons. Håber der kommer mere fra denne herlige britiske gruppe.

4. Einstürzende Neubauten – The Jewels

Tyske Einstürzende Neubauten begyndte at revolutionere musikverdenen i 1980 med deres kombination af punk, industrial, avantgarde, storby og eksperimenter på ALT hvad der kan komme en rytme eller lyd ud af: boremaskine, dieselmotor, alle former for metalstykker, affald, cellofan, nedløbsrør og meget meget mere. Det er gennem årene blevet til en række meget – forskellige – plader, altid med en høj grad af integritet, originalitet og et uhyggeligt bundniveau. Bandet har altid haft en uhyggelig dedikeret fanbase, som har fulgt E.N. i tykt og tyndt. Dette har bandet kvitteret ved mange koncerter over det meste af jorden, herunder adskillelige gange i både Århus og København, muligheden for – lige efter koncertafslutning – at kunne købe aftenens koncert på en live-cd. Helt nybrændt fra egen medbragt mobil cd-fabrik. Ligeledes har bandet gennem nogle år haft en særlig fan-version af bandets hjemmeside, hvor det har været muligt at høre og se særlige koncerter, øvere, indspilninger o.s.v. En del af disse musiknumre – som ikke er udgivet andre steder – går under Jewels. I 2008 udgav bandet en samling af 15 ”jewels” på en særlig cd, som blev solgt på ved bandets koncerter. Et album fysisk udformet som en bog, og indeholdende illustrativ og informativ booklet og bonus i form af 40 minutters video. Et album for de dedicerede fans, men værd af få fat på, da det viser endnu flere sider af dette helt unikke band.

5. Nick Cave & The Bad Seeds – Dig!!!, Lazarus, Dig!!!

Efter en række mere afdæmpede albums vendte Nick Cave i 2008 tilbage med et beskidt album. Rart at høre, at Nick Cave & Co. stadig musikalsk kan sparke røv!!! På den tekstlige side holder hr. Cave en (som altid) uhyggelig høj standard, og som sædvanlig er det ikke noget for små børn og andre sarte sjæle.

Ytringsfrihed har fx den tidligere chefkriminalinspektør og operative chef i Politiets Efterretningstjeneste, Hans Jørgen Bonnichsen (HJB), ikke ifølge Pia Kjærsgaard (Pia ugebrev, 17. november 2008). HJB’s brøde er, at han har udtalt sig kritisk om ”Tuneserloven” og den magt PET har i forbindelse med administrative udvisninger og ikke mindst det retsgrundlag (eller mangel på samme) som administrationen heraf hviler på. Ikke ligefrem vand på Pias mølle!

Som Pia direkte skriver: ”Jeg kan ligeså godt tale rent ud af posen: Dansk Folkeparti er ved at få nok af Hans Jørgen Bonnichsen”. Men her er der jo også tale om en kritik af, at Danmark efterhånden – først og fremmest takket været Dansk Folkeparti – ser meget stort på de grundlæggende demokratiske principper om magtens 3-deling. Politiet har – takket været ”Terrorloven” både en dømmende og udøvende beføjelse uden for kontrol af 2. eller 3. part. Og Dansk Folkeparti – især Peter Skaarup maniske trang til – som formand for Folketingets Retsudvalg – til at skulle kommenterer, vurdere og anbefale ændringer i forbindelse med ikke-afsluttede retssager er alenlang og yderst skadelig for demokratiet i Danmark.

Ytringsfrihed er heller ikke noget – hvis Dansk Folkeparti får magt, som de har agt – er noget en gruppe tidligere danske diplomater kan påberåbe sig. De har nemlig udtalt sig kritisk om den danske politik i forhold til Irak. Her har Dansk Folkeparti – i form af Søren Espersen – udtalt, at de ikke ønsker sig deres indblanding.

1: Aarhus Teater: Nick Cave Teaterkoncert
Århus Teater viste i 2007, at det er muligt at oversætte en af de største rocklyrikere til dansk og samtidig gøre det til en fængende, sammenhængende og ualmindelig rå teaterforestilling. Fortjent fik teatret Reumert-prisen herfor. I 2008 blev stykket sat op igen på Århus Teater, og først i 2009 spilles stykket på Edison i København. Heldigvis har teatret udgivet en cd med 11 af numrene fra forestillingen (indeholder i alt 16 Nick Cave numre). Med fortolkninger af bl.a. The Mercy Seat; Papa Won’t Leave You, Henry; Loverman; Thirsty Dog; Fifteen Feet Of Pure White Snow.

2: Peter Sommer: Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene
Aldrig før har Peter Sommer været så bidsk tekstligt såvel som musikalsk. Og det klæ´r i den grad hr. Sommer. Derfor skal Peter Sommer – for første gang – med på min personlige hitliste over årets bedste udgivelser.

3: Natasja: Shooting star
Vi mistede Natasja alt alt for tidligt. Heldigvis nåede hun at indspille så meget, at det i 2008 var muligt, at udsende det engelsksprogede album ”Shooting Star”. Musikalsk minder de meget om ”Gi’ mig Danmark tilbage”. Personligt holder jeg mest af det første, men Shooting Star indeholder så mange kvaliteter, at det naturligvis skal med. R.I.P.

4: Martin Hall: Catalyst (singles 1982-2008)
Principielt bør en opsamlingsplade ikke komme med på en årets liste. men ingen regel uden undtagelse, og denne gang er det Martin Hall. Hovedparten af numrene er med på 2007-udgivelsen Catalogue. Dog er Ballet Mecaniques 1. udgivelse – Intellectual Self-Mutilation – og en spritny indspilning med Marybell Katastrophy (Delirious) med på cd for første gang. De i alt 20 numre giver et rimeligt dækkende billede af Halls produktion lige fra førnævnte B.M. over Under For til Martin Halls solo og samarbejdsprojekter i 1980’erne, 90’erne og i det nye årtusinde. Kan varmt anbefales både nye lyttere og inkarnerede fans.

5: Volbeat: Guitar Gangsters and Cadillac Blood
3. udspil fra Volbeat fortsætter de gode takter fra succesen Rock The Rebel/Metal The Devil. Det vil sige massiv guitar, fængende melodier og en lyst til at eksperimentere med metalgenren. Dette er ikke en Rock The Rebel/Metal The Devil part 2, men en naturlig og god udvikling for bandet. Jeg ser frem til, hvad bandet vil byde på i 2009.